You are currently viewing GLUTENFRI LIVSSTIL – Mine GRÆSKE favoritter, min “tredje bog”

GLUTENFRI LIVSSTIL – Mine GRÆSKE favoritter, min “tredje bog”


Mine bøger trykkes og sælges ikke af mig længere grundet udfordringer med helbredet og fordi de blev mere efterspurgt end vi kunne håndtere, min familie og jeg. MEN Rettighederne har vi givet til Glutenfri Zone som har fået lov til at trykke og sælge bøgerne, både i fysisk form og som e-bøger. ER DET IKKE FANTASTISK.
Hop over på http://www.glutenfrizone.dk for at se mere.
Se denne video hvis du vil se indholdet af alle mine bøger her https://www.instagram.com/p/CYWay8_Lbz5/?utm_source=ig_web_copy_link

Bogen blev udgivet i sommeren 2021 på forudbestilling.

Er du vild med det græske køkken, så er dette bogen for dig.
Jeg har gjort det legende let for dig, da bogen er sprængfyldt med lækre og nemme opskrifter.
Du kan roligt glæde dig til de mange vidunderlige græske smagsindtryk du har i vente.
I bogen her, tager jeg dig med på en rejse gennem mine minder og tanker, men den byder også på smukke fortællinger og sjove græske ordsprog.
Jeg har boet på Kreta i flere år og har udover denne smukke ø, besøgt både fastlandet og en masse andre øer, heriblandt; Rhodos, Kos, Samos, Santorini og Kalymnos.

Jeg ELSKER Grækenland og det græske køkken og det håber jeg også at du kommer til.
Glutenfri Livsstil – Mine GRÆSKE favoritter er SÅ meget mere end blot bagværk.

Imens jeg var og stadig er allerlængst nede, har jeg skrevet på min tredje bog.
Det er den bog jeg er mest stolt af og den ligger mit hjerte nært.
Bogen er meget personlig og jeg håber at den vil bringe lige så meget glæde som mine tidligere bøger.

Min mand havde dog givet mig forbud sidste år, da han oplevede på nært hold hvad det gjorde ved mig at sætte mig mål og deadlines. Selvom at det er ham der er manden bag denne kvinde her, og fixer alt teknisk, støtter mig, samler materialet osv, så stresser det mig at skulle nå noget. Stress resulterer i en ond spiral med forværring af mine symptomer, men i et forsøg på aktivitetstilpasning og det faktum at ingen kendte til projektet, så forsøgte jeg at tage det i små bidder, bogstavelig talt.

Igennem de sidste par år har jeg desværre oplevet forværring i mit helbred. Jeg nægtede at indse det, indtil jeg sidste år langsomt måtte opgive næsten alt.

Det hele startede inden corona, som for mig blev en fredning og en mulighed for at “slappe af” eller “give op”.
Jeg har kæmpet med at finde mening med livet, for jeg er ikke skabt til at have det skidt og jeg mistrives virkelig med det. 
Jeg trives bedst “på toppen”, for selvom at mange siger at der er koldt “deroppe” så har jeg altid ELSKET udsigten.

Jeg har det bedst med at præstere noget og har meget svært ved at acceptere, at jeg som lægerne siger, ikke kommer til at opleve forbedring, nok snarere forværring. Personligt føler jeg ikke at jeg har nogen værdi, ved blot “bare” at være Mor, Kone, Ven, Mentor osv. Jeg har aldrig lært, at jeg bare er “god nok som jeg er “og det er meget svært for mig at lære det, selvom at jeg virkelig øver mig.

Når jeg nu har et helbred, hvor jeg ofte har det for skidt til at eksistere, til at passe et fuldtidsarbejde, eller fritidsaktiviteter, så udnytter jeg en god time når jeg får den.
Når jeg får en eller flere gode timer, så udnytter jeg dem til fulde, netop fordi jeg hverken kan spare dem op, eller ved hvad morgendagen bringer. Jeg sover helt enkelt bedre om natten hvis jeg har “skabt” noget.

Igennem mit behandlingsforløb er jeg flere gange blevet gjort opmærksom på, at psykiske “problemstillinger” og mén kan sætte sig til noget fysisk. Selvom at jeg mener at det er noget sludder, at alle mine autoimmune sygdomme skulle være udsprunget således, så har jeg været tvunget til at se mine dæmoner i øjnene og finde skeletterne frem fra skabet.

I mine første to bøger skriver jeg om, hvad der har hjulpet mig, hvad jeg gør for at have det bedst muligt og være i balance.
Siden min anden bog udkom og måske også før det, var jeg ikke helt så meget i balance som jeg troede, selvom at jeg ihærdigt forsøgte at overbevise mig selv. Derfor begyndte jeg at skrive om nogle af mine traumatiserende oplevelser og om at skulle genfinde balancen. Jeg var tvunget til at se indad, rydde op i de dårlige vaner, alt det negative i mit liv og huske tilbage på en tid hvor jeg føler at jeg havde det bedst.

Jeg har boet mange år udenlands og mine aller bedste minder kommer fra Kreta. Der har jeg arbejdet 2 sæsoner som rejseleder, boet en vinter hvor jeg arbejdede lokalt og tilbragt en lang sommer på 6 mdr i sus og dus med min søns far inden vi blev “rigtigt voksne”.

Kreta er et simpelt sted med meget at byde på, et ærligt folk fyldt med kærlighed, til både hinanden, men også til mad. De spiser enkel og ærlig mad og benytter hvad de har til rådighed. Derfor kan man selvfølgelig regne med at skulle bruge masser af olivenolie, appelsiner, citroner, oliven, feta m.m. i min nye bog GLUTENFRI LIVSSTIL – Mine Græske favoritter.

Bogen er sprængfyldt med farveindtryk og lækre smagsoplevelser. Den er ligesom mine andre bøger, delt ind i kapitler, med 7 opskrifter i hvert kapitel, så der er mad til alle ugens 7 dage, samt opskrifter på masser af bagværk og kager til festlige lejligheder. Opskrifterne er lavet så de kommer så tæt på de originale retter som muligt, alle sammen glutenfrie selvfølgelig, og med et lille præg af min egen stil. Bogen er udover en masse lækre opskrifter også fyldt med personlige tanker, minder, reflektioner samt masser af gode tips og råd.

Bogen kom også meget kærkommen, i en tid hvor vi har været præget af en pandemi, hvor mange måske har længtes efter syden. Nu kan vi altid bringe syden til os til hver en tid.
Selvom at de fleste af jer har været og stadig er hæmmet af en pandemi, så er jeg hver dag hæmmet af mit helbred og kommer nok aldrig mere til at rejse som jeg har gjort før. Jeg tåler ikke så godt transport og skift i omgivelser, indtryk osv. Når jeg har det som nu, vil jeg helst være i mit eget hjem, i min egen seng, trygt og forskånet for omverdenen.
Heldigvis kan jeg drømme, præcis som alle andre og jeg håber at jeg får det godt nok til at rejse eller måske at flytte til Kreta en dag.
Vi har i hvert fald nydt at spise græsk, smage de skønne smage, se de fantastiske farver og drømme os til de varmere himmelstrøg.

På forhånd MANGE TAK for støtten.

GLUTENFRI LIVSSTIL – Mine Græske favoritter.


MORGENMAD

FROKOST

SNACKS (MELLEMMÅLTIDER)

DIPS

LETTE RETTER ( VEGATARISK)

KØDRETTER

KLASSISKE GRÆSKE RETTER

BRØD

DESSERT & KAGER

SMÅKAGER