You are currently viewing Verdens nemmeste flutes

Verdens nemmeste flutes

At bage med bagepulver er et hit. Det er nemt og for det meste har man bagepulver i huset. Det eneste der er værd at huske på er at en dej med bagepulver ikke skal mættes for meget med mel eller fiber. Bliver dejen for tung så kan bagepulveret ikke så godt løfte og holde dejen.

Det er vigtigt at du lader bagværk med bagepulver forblive småt, fladt eller aflangt da det er et stort job bagepulveret er på. Derfor må du hverken kræve eller forvente at du kan smide en dej som denne i en brødform.
Det er også vigtigt at bagværk med bagepulver får VARMT vand, ikke lunken, men VARMT. (Der er ingen gærceller du kan slå ihjel, så ja varmt vand). Samtidig skal du altid bage bagværk med bagepulver, længere end bagværk i samme størrelse med gær. Det er 2 meget forskellige fremgangsmåder, men resultatet er i mine øjne FANTASTISK!

3-4 flutes (små)

6 dl varmt vand
1 tsk sirup
1 tsk eddike
½ tsk allround krydderi
1 tsk salt
1 1/4 tsk bagepulver
4 tsk gul fiberHUSK
1 spsk xanthan gum
50 g havregryn glutenfri
50 g tapiokamel
100 g durra mel
150 g teff mel

(Du kan benytte de typer mel/gryn du ønsker, blot hold dig til MAX. 50 g gryn og husk at blande minimum 3 slags mel/gryn så det ikke smager for kraftigt af den ene slags). Vær opmærksom på at ændrer du mel i opskriften så vil de måske ikke hæve op som på billedet. Det er de lette meltyper der gør at de hæver meget til sidst.


Vand(varmt), sirup og eddike blandes sammen og står mens du måler alle tørvarer af (Husk at benytte rigtig tsk måleske).
Mix alle tørvarer godt sammen.
bland vådt og tørt i røremaskine i 5 minutter.


Hæld dejen ud på et bord med olie på. Tryk dejen aflang og flad og del dejen til 3-4 lange strimler.
Dejen er både flydende og klistret og ikke særlig håndterbar.
Sådan er det når du bager med bagepulver.
Nu kan du placere dejen i flutes form eller på en bageplade.

Igen vil jeg understrege at dejen er klistret og lidt flydende i det, så jeg benyttede derfor en lang stål palet med olie på til at rykke dejen fra bordet til flutes formen.

Bag dine flutes med det samme.

Bages i forvarmet ovn på 230 grader varmluft i 35 minutter.

Efter en tur i ovnen ser de således ud. Lad dem køle lidt før du skærer dem.

Jeg skar disse da de var lune så de kan sagtens skæres selvom de er varme, OPTUR!!!!!!